God afslutning på holdturneringssæsonen

32 spillere fra Viby, Silkeborg, SK 68 og VRS – og Eivind som kampleder – indtog Vejlby Sognegård mandag aften til fælles afslutning i gruppe 4 i 6. hovedkreds` holdturnering. For VRS blev det en fin afslutning på sæsonen, hvor reserverne Frank og Svend og vores nye mand Sebastian lagde for med at sikre os en 3-0-føring først på aftenen.  Hans Jørgen og Thor bidrog senere til sejren med fine gevinster, mens Poul halede en remis i land i et slutspil med konge/tårn/springer mod konge/tårn.

Så med en 5,5-2,5 sejr fik vi sæsonens bedste pointhøst og kan så ærgre os over de par points, som vi “smed” i Viby tidligere på sæsonen, og som blev afgørende for, at holdet fra den sydlige forstad vandt gruppen med 27,5 foran VRS` 25 points.

Næste mandag (18/3) går det løs med forårsturneringen (8 runder Schweizer-turnering), hvor vi ser frem til mange tilmeldte, både fra  VRS og fra andre klubber.

Pokalturnering

I år afholdes kvalifikationsstævne til Pokalturneringen i Skanderborg den 18. april: https://6-hk.dk/pokalturnering-2024/

Sidste år formåede VRS at snuppe en af de to finalepladser i bredderækken, mest fordi det kun var to hold der stillede op. Det blev dog til en samlet 8. plads i finalen, så mon ikke vi kan gøre det bedre denne gang. Holdet sidst bestod af Lars Michael, Claus, Eivind, Jonas og Hans Jørgen.

Hvis du er frisk på at spille hurtigskak, så meld dig til ved at sende en mail til bestyrelse@vrsk.dk. Tilmelding senest 14. april.

Mini-hurtigturnering den 26/2

Mandag den 26/2 har vi fået et “hul” i kalenderen, fordi den oprindeligt var afsat til holdskak – men ingen af holdene skal spille den aften.  Og da vi lige har haft en hyggeaften med teori og lynskak prøver vi nu noget lidt nyt :

En uformel minihurtigturnering, hvor deltagerne bliver placeret efter styrke, så vidt muligt i 4 mands-grupper og spiller alle-mod-alle, dvs. 3 runder med den officielle betænkningstid på 20 minutter pr. spiller + 5 sekunders tillægstid pr. træk.
Der bliver ikke tilmelding på forhånd, turneringen bliver ikke ratet og der er ikke indskud. Man kan bare møde op senest kl. 18.55 og blive tilmeldt.  

Aarhusmesterskabet 2024

Henover weekenden 9/2-11/2 blev det årlige Aarhusmesterskab afholdt. VRS stillede op med 4 spillere og en hoveddommer.

Bedst gik det for Vadim Kobal, som tog første pladsen i Basis 3, med 4,5/5.

I Basis 5 spillede Jens Jacob Prasse og Poul Guldbæk Olesen, og her gik det bedst for Jens Jacob, som både vandt det interne opgør, og med 3/5 fik en delt anden plads. Poul endte med 1,5/5.

I Basis 8 spillede Magnus Klitgaard Eivindsson, og han fik 1/5 som var nogenlunde forventet score.

vrsk.dk